Scandinavian Brown Bear
Freezing cold in no mans land
At 4 o'clock in the afternoon, I was driven to a photo hide in the Finnish taiga in no man's land on the Finnish and Russian border. The sun was warm, and it felt nice and comfortably, even though I was at the same latitude as Nuuk and winter had not quite let go of its grip. But that was to change. During the night, the temperature dropped, and it became freezing cold, so cold that the stream and the water in the swamp froze. I had a thermos bottle of lukewarm tea and a sandwich with me - and a thin sleeping bag. And there I was, all alone in the middle of nowhere in a plywood-thin hide and freezing cold.
For the first many hours, not much happened, but during the morning, a few hours before daylight, I could hear animals – bears – outside. And with the first light I could glimpse the dark, huge outlines of the bears. One of them walked around the hide, quite close – and when the sun rose I got the photo I had come for.
At 8 o'clock I was picked up and driven back to the camp. And this procedure was repeated for 5 days and nights, except that a snowstorm came in, so it got colder and colder.
See the other photos from the tour here: Scandinavian-brown-bear.
At 4 o'clock in the afternoon, I was driven to a photo hide in the Finnish taiga in no man's land on the Finnish and Russian border. The sun was warm, and it felt nice and comfortably, even though I was at the same latitude as Nuuk and winter had not quite let go of its grip. But that was to change. During the night, the temperature dropped, and it became freezing cold, so cold that the stream and the water in the swamp froze. I had a thermos bottle of lukewarm tea and a sandwich with me - and a thin sleeping bag. And there I was, all alone in the middle of nowhere in a plywood-thin hide and freezing cold.
For the first many hours, not much happened, but during the morning, a few hours before daylight, I could hear animals – bears – outside. And with the first light I could glimpse the dark, huge outlines of the bears. One of them walked around the hide, quite close – and when the sun rose I got the photo I had come for.
At 8 o'clock I was picked up and driven back to the camp. And this procedure was repeated for 5 days and nights, except that a snowstorm came in, so it got colder and colder.
See the other photos from the tour here: Scandinavian-brown-bear.
Frysende koldt i ingenmandsland
Klokken fire om eftermiddagen blev jeg kørt til et fotoskjul i den finske taiga på den finsk-russiske grænse. Solen var varm, og det føltes rart og behageligt, selvom jeg var på samme breddegrad som Nuuk, og vinteren endnu ikke helt havde sluppet sit greb. Men det skulle ændre sig. Om natten faldt temperaturen, og det blev iskoldt, så koldt at bækken og vandet i sumpen frøs. Jeg havde en termoflaske med lunken te og en sandwich med mig – og en tynd sovepose. Og der var jeg, helt alene midt i ingenmandsland i et krydsfiner-tyndt fotoskjul uden varme og bævrende af kulde.
I de første mange timer skete der ikke meget, men om morgenen, et par timer før daggry, kunne jeg høre dyr – bjørne – udenfor. Og med det første lys kunne jeg ane det mørke, enorme omrids af bjørnene. En af dem gik rundt om fotoskjulet, ret tæt på – og da solen stod op, fik jeg det billede, jeg var kommet for. Og nej, jeg var ikke bange for bjørnene, selvom de var så tæt på, at jeg næsten kunne røre dem.
Klokken 8 blev jeg hentet og kørt tilbage til lejren. Og sådan gentog det sig i 5 dage og nætter, bortset fra at en snestorm kom ind, så det blev koldere og koldere.
Klokken fire om eftermiddagen blev jeg kørt til et fotoskjul i den finske taiga på den finsk-russiske grænse. Solen var varm, og det føltes rart og behageligt, selvom jeg var på samme breddegrad som Nuuk, og vinteren endnu ikke helt havde sluppet sit greb. Men det skulle ændre sig. Om natten faldt temperaturen, og det blev iskoldt, så koldt at bækken og vandet i sumpen frøs. Jeg havde en termoflaske med lunken te og en sandwich med mig – og en tynd sovepose. Og der var jeg, helt alene midt i ingenmandsland i et krydsfiner-tyndt fotoskjul uden varme og bævrende af kulde.
I de første mange timer skete der ikke meget, men om morgenen, et par timer før daggry, kunne jeg høre dyr – bjørne – udenfor. Og med det første lys kunne jeg ane det mørke, enorme omrids af bjørnene. En af dem gik rundt om fotoskjulet, ret tæt på – og da solen stod op, fik jeg det billede, jeg var kommet for. Og nej, jeg var ikke bange for bjørnene, selvom de var så tæt på, at jeg næsten kunne røre dem.
Klokken 8 blev jeg hentet og kørt tilbage til lejren. Og sådan gentog det sig i 5 dage og nætter, bortset fra at en snestorm kom ind, så det blev koldere og koldere.
Se de andre billeder fra turen her: Skandinavisk brunbjørn.
.
Madrid's street sweeper
In Madrid, there are a number of statues, not of royalty but of regular people, of which El Barrendero Madrileño – Madrid's street sweeper – is said to be the most photographed. Another statue is El Hombre Sentado – The Seated Man. Here a man is reading his newspaper on a bench in the Plaza de la Paja. However, I did not know about these statues when I went on a mini break to Madrid, and in general, I do not spend much time preparing for city breaks. Upon arrival, I just grab my little camera and head for the streets with the objective of photographing what I see and experience.
Street photography is a photo genre that captures candid, unposed moments of everyday life in public spaces, focusing on real-life interactions, human behavior, and the urban environment to tell stories, often without staging or interfering with the scene, blending documentary with artistic vision. For me, the most important thing is that the photo tells a story and reveals something about the place. I can spend hours looking for the right motif, which includes the right composition of buildings, lines, lights, and colors. And most importantly, people.
When photographing Madrid's street sweeper, one easily gets trapped into taking a touristic photo. When I visited the square, fortunately, there was a modern street sweeper with a pressure washer working on the edge of the square, and I thought that would make a nice contrast between then and now. Consequently, I sat down patiently waiting for the street sweeper to approach the statue. And click. I got it. The right angle and with the whirling water drops creating action.
The other photo I captured of statues in Madrid was of The Seated Man. It did not require any waiting. I was just strolling along a street, passed by the statue and noticed a man in blue sitting behind the statue almost as if he was posing for it. Same shoes and pants and similarly reading a newspaper. A quick snap, and a fleeting moment was frozen with my camera.
If curious, you can see a few of my street photographs here: Street Photography.
In Madrid, there are a number of statues, not of royalty but of regular people, of which El Barrendero Madrileño – Madrid's street sweeper – is said to be the most photographed. Another statue is El Hombre Sentado – The Seated Man. Here a man is reading his newspaper on a bench in the Plaza de la Paja. However, I did not know about these statues when I went on a mini break to Madrid, and in general, I do not spend much time preparing for city breaks. Upon arrival, I just grab my little camera and head for the streets with the objective of photographing what I see and experience.
Street photography is a photo genre that captures candid, unposed moments of everyday life in public spaces, focusing on real-life interactions, human behavior, and the urban environment to tell stories, often without staging or interfering with the scene, blending documentary with artistic vision. For me, the most important thing is that the photo tells a story and reveals something about the place. I can spend hours looking for the right motif, which includes the right composition of buildings, lines, lights, and colors. And most importantly, people.
When photographing Madrid's street sweeper, one easily gets trapped into taking a touristic photo. When I visited the square, fortunately, there was a modern street sweeper with a pressure washer working on the edge of the square, and I thought that would make a nice contrast between then and now. Consequently, I sat down patiently waiting for the street sweeper to approach the statue. And click. I got it. The right angle and with the whirling water drops creating action.
The other photo I captured of statues in Madrid was of The Seated Man. It did not require any waiting. I was just strolling along a street, passed by the statue and noticed a man in blue sitting behind the statue almost as if he was posing for it. Same shoes and pants and similarly reading a newspaper. A quick snap, and a fleeting moment was frozen with my camera.
If curious, you can see a few of my street photographs here: Street Photography.
Madrids gadefejer
I Madrid findes der en række statuer, ikke af kongelige, men af almindelige mennesker, hvoraf El Barrendero Madrileño – Madrids gadefejer – siges at være den mest fotograferede. En anden statue er El Hombre Sentado – Den siddende mand. Her sidder en mand og læser i sin avis på en bænk på Plaza de la Paja. Jeg kendte ikke til disse statuer, da jeg tog på en miniferie til Madrid, og generelt bruger jeg ikke meget tid på at forberede storbyferier. Ved ankomsten tager jeg bare mit lille kamera over skulderen, går ud på gaden for at se, mærke og opleve – og fotografere.
Street photography er en fotogenre, der fanger spontane, uformelle øjeblikke fra hverdagen i offentlige rum, menneskelig adfærd og bymiljøet for at fortælle historier, ofte uden at iscenesætte eller forstyrre scenen, og i en blanding af dokumentarisme og kunstnerisk vision. Jeg kan bruge timer på at lede efter det rigtige motiv, det vil sige den rette komposition af bygninger, linjer, lys og farver. Og vigtigst af alt, mennesker, deres bevægelse i scenen, positur og farver.
Når man fotograferer Madrids gadefejer, bliver man let forført til at tage et turistfoto. Da jeg besøgte stedet, fik jeg heldigvis øje på en 'moderne-gadefejer' med højtryksrenser, der arbejdede på kanten af pladsen, og jeg tænkte, at det ville skabe en fin kontrast mellem dengang og nu. Derfor satte jeg mig tålmodigt ned og ventede på, at gadefejeren skulle nærme sig statuen. Og klik. Jeg fik det. Den rette vinkel og med de hvirvlende vanddråber til at skabe bevægelse og handling.
Det andet foto, jeg tog af statuer i Madrid, var af Den Siddende Mand. Det krævede ingen ventetid. Jeg gik bare en tur ad en gade, passerede statuen og bemærkede en mand i blåt, der sad bag statuen, næsten som om han poserede for den. Samme sko og bukser og samme måde at læse i sin avis. Et hurtigt snap, og et flygtigt øjeblik blev fastlåst med mit kamera.
Hvis du er nysgerrig, kan du se nogle af mine gadefotografier her: Street Photography.
I Madrid findes der en række statuer, ikke af kongelige, men af almindelige mennesker, hvoraf El Barrendero Madrileño – Madrids gadefejer – siges at være den mest fotograferede. En anden statue er El Hombre Sentado – Den siddende mand. Her sidder en mand og læser i sin avis på en bænk på Plaza de la Paja. Jeg kendte ikke til disse statuer, da jeg tog på en miniferie til Madrid, og generelt bruger jeg ikke meget tid på at forberede storbyferier. Ved ankomsten tager jeg bare mit lille kamera over skulderen, går ud på gaden for at se, mærke og opleve – og fotografere.
Street photography er en fotogenre, der fanger spontane, uformelle øjeblikke fra hverdagen i offentlige rum, menneskelig adfærd og bymiljøet for at fortælle historier, ofte uden at iscenesætte eller forstyrre scenen, og i en blanding af dokumentarisme og kunstnerisk vision. Jeg kan bruge timer på at lede efter det rigtige motiv, det vil sige den rette komposition af bygninger, linjer, lys og farver. Og vigtigst af alt, mennesker, deres bevægelse i scenen, positur og farver.
Når man fotograferer Madrids gadefejer, bliver man let forført til at tage et turistfoto. Da jeg besøgte stedet, fik jeg heldigvis øje på en 'moderne-gadefejer' med højtryksrenser, der arbejdede på kanten af pladsen, og jeg tænkte, at det ville skabe en fin kontrast mellem dengang og nu. Derfor satte jeg mig tålmodigt ned og ventede på, at gadefejeren skulle nærme sig statuen. Og klik. Jeg fik det. Den rette vinkel og med de hvirvlende vanddråber til at skabe bevægelse og handling.
Det andet foto, jeg tog af statuer i Madrid, var af Den Siddende Mand. Det krævede ingen ventetid. Jeg gik bare en tur ad en gade, passerede statuen og bemærkede en mand i blåt, der sad bag statuen, næsten som om han poserede for den. Samme sko og bukser og samme måde at læse i sin avis. Et hurtigt snap, og et flygtigt øjeblik blev fastlåst med mit kamera.
Hvis du er nysgerrig, kan du se nogle af mine gadefotografier her: Street Photography.
The Vietnamese woman with the sorrowful gaze
On a walk around a small island south of Hoi-An in Vietnam, I passed a small, thatched hut. Outside, a Vietnamese woman sat chopping vegetables. She was small, seemed as delicate as porcelain, and then she had this look of sorrow, almost despair. I don't know why, maybe she has lost too much. Around 3 million Vietnamese lost their lives in the Vietnam War, and after the war there was famine for several years causing deaths and diseases. Vietnam's mothers constantly lived with the risk of not seeing their husbands and sons who had gone to war. The woman with the sorrowful gaze may well have sacrificed the most precious thing she had. Maybe that was what her gaze expressed.
You can't just take such a picture, you have to approach the person with respect and humility and initially create a connection. We couldn't talk to each other, because we didn't have a shared language. My guide helped, though poorly, with translation, but it was a more spiritual connection that made it possible to photograph her and her vulnerability.
I have taken a lot of photographs of people I have met on my travels around the world. In the best of them, I have managed to make a connection. As a photographer you have to be persistent, but at the same time humble and empathetic. Deep down, I have a great love for all people on this earth, and this does not make meeting strangers more difficult. However, I've also met people who don't want to be photographed, or where the whole situation became so awkward that I didn't manage to take a good picture.
On a walk around a small island south of Hoi-An in Vietnam, I passed a small, thatched hut. Outside, a Vietnamese woman sat chopping vegetables. She was small, seemed as delicate as porcelain, and then she had this look of sorrow, almost despair. I don't know why, maybe she has lost too much. Around 3 million Vietnamese lost their lives in the Vietnam War, and after the war there was famine for several years causing deaths and diseases. Vietnam's mothers constantly lived with the risk of not seeing their husbands and sons who had gone to war. The woman with the sorrowful gaze may well have sacrificed the most precious thing she had. Maybe that was what her gaze expressed.
You can't just take such a picture, you have to approach the person with respect and humility and initially create a connection. We couldn't talk to each other, because we didn't have a shared language. My guide helped, though poorly, with translation, but it was a more spiritual connection that made it possible to photograph her and her vulnerability.
I have taken a lot of photographs of people I have met on my travels around the world. In the best of them, I have managed to make a connection. As a photographer you have to be persistent, but at the same time humble and empathetic. Deep down, I have a great love for all people on this earth, and this does not make meeting strangers more difficult. However, I've also met people who don't want to be photographed, or where the whole situation became so awkward that I didn't manage to take a good picture.
If curious, you can see a few of my travel portrait photographs here: One Planet, Many Faces
Den vietnamesiske kvinde med det sorgfulde blik
På en gåtur rundt på en lille ø syd for Hoi-An i Vietnam kom jeg forbi en lille stråtækt hytte. Udenfor sad en vietnamesisk kvinde, og snittede grøntsager. Hun var lille, virkede sart som porcelæn, og så havde hun dette blik af sorg, nærmest fortvivlelse. Hvorfor ved jeg ikke, måske har hun mistet for meget. Omkring 3 mio. vietnamesere mistede livet i vietnamkrigen, og efter krigen var der i flere år hungersnød med sygdom og død til følge. Vietnams mødre risikerede ikke at gense deres mænd og sønner, der var gået i krig. Kvinden med det sorgfulde blik kan meget vel have ofret det dyrebareste, hun havde. Det var måske det, hendes blik udtrykte.
Et sådant billede kan man ikke bare tage, man er nødt til at nærme sig med respekt og ydmyghed, og få skabt en kontakt. Vi kunne ikke tale sammen, for vi havde ikke et fællessprog. Min guide hjalp nødtørftigt med oversættelse, men det var en mere åndelig forbindelse, der gjorde det muligt at fotografere hende og hendes sårbarhed.
Jeg har taget rigtig mange billeder af mennesker, jeg har mødt på rejserne rundt i verden. I de bedste af dem er det lykkedes at skabe en kontakt. På én gang skal man være pågående, men samtidig ydmyg og empatisk. Dybt inde har jeg en stor kærlighed til alle mennesker på denne jord. Og dette gør ikke mødet med fremmede sværere.
Jeg har også mødt mennesker, der ikke ville fotograferes, eller hvor hele situationen blev så akavet, at det ikke lykkedes at tage et godt billede.
På en gåtur rundt på en lille ø syd for Hoi-An i Vietnam kom jeg forbi en lille stråtækt hytte. Udenfor sad en vietnamesisk kvinde, og snittede grøntsager. Hun var lille, virkede sart som porcelæn, og så havde hun dette blik af sorg, nærmest fortvivlelse. Hvorfor ved jeg ikke, måske har hun mistet for meget. Omkring 3 mio. vietnamesere mistede livet i vietnamkrigen, og efter krigen var der i flere år hungersnød med sygdom og død til følge. Vietnams mødre risikerede ikke at gense deres mænd og sønner, der var gået i krig. Kvinden med det sorgfulde blik kan meget vel have ofret det dyrebareste, hun havde. Det var måske det, hendes blik udtrykte.
Et sådant billede kan man ikke bare tage, man er nødt til at nærme sig med respekt og ydmyghed, og få skabt en kontakt. Vi kunne ikke tale sammen, for vi havde ikke et fællessprog. Min guide hjalp nødtørftigt med oversættelse, men det var en mere åndelig forbindelse, der gjorde det muligt at fotografere hende og hendes sårbarhed.
Jeg har taget rigtig mange billeder af mennesker, jeg har mødt på rejserne rundt i verden. I de bedste af dem er det lykkedes at skabe en kontakt. På én gang skal man være pågående, men samtidig ydmyg og empatisk. Dybt inde har jeg en stor kærlighed til alle mennesker på denne jord. Og dette gør ikke mødet med fremmede sværere.
Jeg har også mødt mennesker, der ikke ville fotograferes, eller hvor hele situationen blev så akavet, at det ikke lykkedes at tage et godt billede.
Hvis du er nysgerrig, kan du se nogle af mine rejse-portrætfotografier her: One Planet, Many Faces
...
